POSTLOV

FØLGENDE POSTLOV ER CITAT FRA POST DANMARKS HJEMMESIDE:

Post til stueetagen:

For folk, der bor i nyere etageejendomme, er det en del af hverdagen, at posten skal hentes i stueetagen, hvor alle brevkasser er samlet i et fælles anlæg. Sådan er det i etageejendomme, der er bygget efter 1974.
Nu skal beboere i ældre etageejendomme (fra før 1. januar 1974) vænne sig til det samme. Inden udgangen af 2009 skal også disse ejendomme opsætte fælles brevkasseanlæg, hvor postbuddet kan aflevere dagens post.

Arbejdsmiljø
For postbudene er brevkasseanlæg en gevinst for arbejdsmiljøet. Trappejobbet slider hårdt på deres led, når de hvert år skal omdele godt 1.000.000.000 breve og endnu flere tilbudsaviser, kataloger, dagblade, ugeaviser og andre forsendelser. Indtil nu er en stor del båret op ad trapperne i over 100.000 opgange og afleveret dør for dør til ca. 700.000 husstande. Det sparer postbuddet for mange skridt, når posten kan afleveres til alle i brevkasser ved siden af hinanden i stueetagen.

Beslutningen om at stille alle etageejendomme lige fra 2010 blev truffet i midten af 2004, da Folketinget vedtog den nuværende postlov. Politikerne gav altså en frist på op til fem år til at finde ud af, hvor et brevkasseanlæg kan placeres.

Ejerens ansvar
Det er ejeren af en ejendom, der har ansvaret for opstilling af et brevkasseanlæg. Mange steder vil det være ejerforeningen, andelsforeningen eller måske en administrator, der i praksis repræsenterer “ejeren”.

Hvordan brevkasseanlægget skal se ud og hvilke krav der er til opstillingen, finder man især oplysninger om to steder, dels i et bilag til “Bekendtgørelse om postvirksomhed og postbefordring” fra 14.12.2004, dels i “DS/EN 13724″ om “Postale tjenester - åbninger i private postkasser og brevsprækker” fra Dansk Standard. Den sidstnævnte er mest henvendt til producenter af brevkasser og brevkasseanlæg.

Et brevkasseanlæg skal have en brevkasse for hver bolig i ejendommen, og hver brevkasse skal mærkes med navn på lejlighedens beboere. Alle, børn som voksne, bør være navngivet på brevkassen, for som bekendt er det i vore dage helt normalt, at lejlighedens beboere ikke har samme efternavn.

Nem adgang
Brevkasseanlægget skal sidde i stueetagen så tæt ved ejendommens eller opgangens hovedindgang som muligt, så det er nemt for postbuddet at komme til.

Er ejendommen aflåst, skal postbuddet normalt kunne aflevere brevene udefra, enten i brevsprækker i facaden eller eventuelt ved at anlægget står udendørs. Ejendommens ejer kan også vælge - som det sker i dag - at udlevere nøgler til de selskaber, der omdeler post mv., så der er adgang til brevkasseanlægget indendøre.

Højdemål og rækkefølge
Nederste brevsprække i brevkasseanlægget skal være mindst 65 cm over gulvet og den øverste maksimalt 175 cm over gulvet. For den enkelte beboer er det ikke et problem en gang om dagen at bukke sig eller strække sig efter posten, men for postbuddet, der skal aflevere post mange steder hver dag, kan det give problemer i ryg og led, hvis anlægget sidder for lavt eller for højt.

For at gøre afleveringen af post så enkel som muligt er der faste regler for, i hvilken orden brevkasserne skal være placeret. Den lejlighed, der ligger nederst til venstre i ejendommen, har også sin brevkasse placeret nederst til venstre i anlægget. Den næste brevkasse hører til lejligheden ved siden af, og sådan fortsætter det, så brevkassen øverst til højre hører til den lejlighed, der ligger på ejendommens øverste etage til højre.

Undtagelser
Alle husstande skal have et brevindkast i brevkasseanlægget, men bevægelseshæmmede og handicappede kan få posten bragt til døren, hvis de ikke kan tømme brevkassen i det fælles anlæg. Det er vedkommendes socialforvaltning, der kan indstille til den lokale postmester, at der gives dispensation efter disse regler.

Pensionister, der er fyldt 65 år, har krav på at få post bragt til døren, når de bor i en ejendom fra før 1. januar 1974. Det kræver dog, at de henvender sig til det lokale posthus, hvor ønsket bliver registreret og pensionisten får et mærkat til at sætte på sit brevindkast i anlægget. Postbuddet skal kunne aflevere posten gennem et brevindkast i døren eller i en brevkasse lige ved døren.

Mere information
Der er ikke tvivl om, at mange ejere i ældre etageejendomme vil støde på spørgsmål, som man ikke umiddelbart finder svar på i denne artikel eller i bekendtgørelsen. Post Danmark hjælper gerne med at rydde tvivl af vejen i det omfang, det er muligt.

Der er mere information at hente på postdanmark.dk under punktet “Kontakt os”. Her finder man bl.a. håndbogen “Opsætning af brevkasser og brevkasseanlæg” med de vigtigste regler om dette emne og “Bekendtgørelse om postvirksomhed og postbefordring”, hvor bilag 1 rummer reglerne for opsætning af bl.a. brevkasseanlæg.

Af kommunikationskonsulent Arne Kjerulf, Post Danmark